En håbefuld historie

Med livet følger også døden, og døden er ikke hvad den engang har været.

Vi er gået hånd i hånd med døden, siden vi kunne gå. Den har været inddraget i de eventyr, vores forældre læste højt som godnathistorier, og i de tegnefilm der blev vist i fjernsynet. Tegnefilmene og billedbøgerne er blevet skiftet ud med rigtige og alvorlige konfrontationer. Mødet med døden er blevet en del af virkeligheden. Men ingen ved vel i realiteten, hvad døden egentlig er? Vi ved kun, den er uhåndgribelig og udefinérbar, og måske er det grunden til, at vi så sjældent taler om den? Fordi der ikke findes et svar på, hvad døden egentlig er.

Det er et generelt problem i dag, at unge ikke taler om døden, og den sorg som følger med. De sidste par år har organisationer og uddannelser prøvet at rette blikket mod død og sorg. Ikke blot for at hjælpe folk, der er præget af sorg, men også for at åbne en debat og et offentligt rum, hvor det er tilladt at tale om døden. Dette er vigtigt, da sorgen er en så ulidelig og ensom byrde. Undersøgelser viser, at mere end to ud af tre taler aldrig eller sjældent med nogen om, hvordan de har det, efter der er sket et dødsfald i familien. Hvorfor?

Vi befinder os i et samfund, hvor emner som død, sorg og sygdom er blevet et tabu. Unge distancerer sig fra døden og forholder sig ikke længere til sorgen. Og måske er det egentlig ikke så underligt? Vi associerer døden med mørke og ondskab, og gennem hele vores barndom har døden taget form som manden med leen. Døden er uhyggelig og skræmmende. Gennem vores opvækst og skolegang har døden taget form som et hul i jorden eller en rejse til paradis. Men ikke på ét tidspunkt gennem de 12 år vi har gået i skole, har vi forholdt os til døden. Ikke før nu. Som en del af Børn, Unge & Sorg har Nærum Gymnasium været en del af et projekt kaldet Håbefulde historier. Børn, Unge & Sorg er en organisation som tilbyder gratis psykologisk behandling til børn og unge under 28 år, hvis hverdag er fyldt med død, sygdom og sorg. Målet med håbefulde historier er, at give håb til børn og unge, som er ramt af sorg.

For første gang i vores liv har vi skulle forholde os til, hvad døden er for os, men også hvordan vi kan hjælpe andre med sorg. Netop dette projekt har givet os lysten til at gå til tasterne, og videreføre håbet, og missionen om, at unge skal forholde sig til og tale om døden. Vi mener ikke, at unge nødvendigvis skal acceptere døden, men blot være istand til at have en samtale om døden, uden den udvikler sig til et tabu. Død er et sensitivt emne, og det kan være svært for mange at beskrive og sætte ord på de følelser, de forbinder med død og sorg. Men hvorfor er det helt præcis så vigtigt, at vi sætter os ned og taler om døden? At vi sætter os ned og gør os nogle tanker om, hvad døden er? De fleste der har oplevet et dødsfald blandt deres nære, ønsker ofte at tale om den afdøde, men bliver ofte mødt af stilhed og handlingslammede munde. For mange hviler sorgen tungt på skuldrene, og ved at tale om døden kan den byrde lettes. Tal fra Det Nationale Sorgcenter viser, at 75% personer der lider af sorg, skjuler den for ikke at bebyrde de mennesker, de omgås med. Vi ønsker ikke at plage andre med vores tanker og følelser, i stedet gemmer vi sorgen langt væk. Sagen er, at sorgen kun vokser sig større, hvis den bliver tilsidesat og skjult væk. Sorgen blokerer vores luftveje, og trænger sig op i halsen på os. Men når vi taler om sorgen, så bliver der åbnet for sluserne, og vi kan ånde igen. Byrden bliver en smule lettere. Mange vil nok også opleve, at samtaler om døden, bringer os sammen. Vi kommer tættere på hinanden. Måske er det fordi, at døden er personlig? Men før at vi kan tale naturligt om døden med andre, kræver det, at vi selv har taget stilling til og forholdt os til egen dødelighed.

Men det er svært at tale om noget, man ikke kan sætte ord på. I nogles tilfælde bliver sorgen endnu værre, hvis den bliver nævnt og vist frem. For lige meget hvor meget du taler om døden, vil dit savn så nogensinde forsvinde? Hvis ikke, hvorfor så overhoved tale om den og mindes om den? Er det ikke smertefuldt nok at bære rundt på den indeni, uden vi skal bære det fuldstændig uden på tøjet? Ingen andre, end dem der selv har mistet, ved hvor stort et tomrum der bliver dannet indeni. Hvorfor skal man prøve at få dem til at forstå noget, som man end ikke ønsker, ens værste fjende skal forstå. Måske bliver følelsen af at stå alene mindsket? Men lige meget hvor meget man prøver at skubbe sorgen væk og sætte en facade op, kan man ikke snakke uden om døden. Den er der, og den vil aldrig forsvinde. Men i stedet for at snakke om døden hvorfor så ikke snakke om livet? Hvorfor skal vi mindes om den lille brøkdel af livet, hvor det gik galt, i stedet for at hylde dengang livet kørte på skinner? Man vil da ikke husket for hvordan man døde, men hvordan man levede.

Vores generation kommunikerer på livet løs, men alligevel ved vi ikke, hvordan vi rigtig skal føre en samtale, når det kommer til stykket, og der virkelig er behov for det. Når der sker et problem for en nær, kan man sende lige så mange velformulerede og gennemtænkte beskeder som man vil, men det vil aldrig kunne hamle op med et rigtig fremmøde. Vi mødes ikke længere autentisk, men på en platform. Det nære og fysiske er blevet skiftet ud med det ensomme og kunstige. Ensomheden er en følelse, de fleste personer oplever gennem deres ungdom. Det er hverken farligt eller pinligt at føle sig ensom. Men når ensomheden varer ved, kan den føles enorm. Den kan forringe ens livskvalitet og ødelægge dagligdagen. Ensomheden bliver oftest set som et stort tabu. Unge bebrejder ofte sig selv, og finder det flovt at tale om ensomheden. Ensomhed er ikke alene et problem. Den hænger ofte sammen med problematikker i hjemmet, skolen eller selvværd.

De overvejelser som vi har gjort os i forhold til sorg, kan givetvis føres videre til andre tabuiserede emner. Vi befinder os i et samfund, hvor unge i den grad døjer med problemer såsom spiseforstyrrelser, kroppen, selvskade, mobning samt køn og identitet. Hvordan kan det være, at når vi har brug for at tale allermest, så lukker vi ned? Det er i denne periode af vores liv, hvor relationer er allervigtigst. Vi har brug for venner og familie, som vi kan støtte os op af. Og hvis vi har det, hvorfor så skubbe dem væk? Hvorfor ikke blotte os selv i håb om at de kan hjælpe os på rette vej? Er det pinligt at være at sårbar?

Sorg er mange ting, men én ting er sikkert. Vi mangler et fælles sprog, der kan hjælpe os med at håndtere sorg på en sund måde. Vi skal blive bedre til at tale om sorgen, ensomheden, døden og alle de problematikker som fører med. For tavsheden gør ondt. Vi skal reagere og give håb. Håb til dem som har mistet og håb til dem som lever. Håbet er dét som holder os i live, trods det værst tænkelige er sket. Det handler om, at vi skal forholde os til døden, så vi kan hjælpe dem som har mistet. Det handler om at hjælpe.

Det handler om at give håb.